Hvordan laves laboratorieskabte diamanter?
Laboratoriedyrkede diamanter er identiske med naturlige diamanter på alle måder, men de er skabt i et kontrolleret miljø ved hjælp af banebrydende teknologi i stedet for dybt under jordens overflade.
De to hovedprocedurer, der almindeligvis bruges til at skabe laboratoriedyrkede diamanter, er højtrykshøj temperatur (HPHT) og kemisk dampaflejring (CVD). Begge metoder simulerer jordens naturlige processer for at skabe smukke diamanter i et strengt styret laboratoriemiljø.
Højtryk høj temperatur metode (hpht)
Højtryks-, højtemperatur-(HPHT) diamantproduktionsprocessen blev først udviklet til industriel brug i 1950'erne. Mens det er mest almindeligt brugt til at skabe laboratoriedyrkede diamanter, kan udvundne diamanter også behandles ved hjælp af HPHT-proceduren for at forbedre deres klarhed og farve.
Hvordan fremstilles HPHT-diamanter?
HPHT-metoden blev skabt til at ligne temperaturen og trykket i jordens indre, hvor naturlige diamantkrystaller udvikles over milliarder af år. I modsætning til de omkring 1-3 milliarder år, det tager for naturlige diamanter at dannes, tillader HPHT-teknikken med succes at danne en diamant på blot et par uger!
HPHT-diamanter fremstilles ved hjælp af tre grundlæggende fremstillingsteknikker: split-sphere (BARS) pressen, cubic pressen og bæltepressen. Et lille diamantfrø indesluttet i rent kulstof anbringes i et vækstkammer udsat for et højtryks- og temperaturmiljø i flere dage. Derefter, når kulstoffet smelter, dannes en diamant omkring frøet, indtil der udvikles en perle i fuld størrelse.
Gasfasedyrkning (CVD)
Under CVD-processen skabes en diamant fra en kulbrintegasblanding, svarende til hvordan interstellare gasskyer producerer diamanter. Proceduren udviklet i 1980'erne er almindeligt set som den billigere måde at fremstille diamanter på, fordi den bruger mindre energi end HPHT.
Hvordan laves CVD-diamanter?
En lille skive diamantfrø opvarmes til omkring 800°C i en forseglet beholder, før den fyldes med andre kulstofrige gasser, såsom metan. Mikrobølger, lasere og andre enheder bruges derefter til at ionisere gasserne og skabe plasma. Nedbrydningen af gasserne ved ionisering gør det muligt for kulstoffet at smelte sammen med diamantfrøet og vokse diamanten lag for lag.
Grown Brilliance laboratoriediamanter kommer fra laboratorier, der bruger HPHT- og CVD-fremstillingsteknikker, afhængigt af størrelsen og karatvægten af den nødvendige diamant.
Virksomheder skaber laboratoriedyrkede diamanter ved at kopiere de naturlige forhold, under hvilke diamanter dannes i jorden. De bruger højtryks- og højtemperatur- (HPHT) eller kemisk dampaflejring (CVD) metoder til at krystallisere kulstofatomer til diamantstrukturer, hvilket producerer ædelstene, der ikke kan skelnes fra udvundne diamanter med det blotte øje.
Laboratoriedyrkede diamanter er ikke falske; de er ægte diamanter med de samme kemiske, optiske og fysiske egenskaber som udvundne diamanter. Den primære forskel er deres oprindelse: laboratoriedyrkede diamanter skabes i kontrollerede miljøer ved hjælp af teknologiske processer, mens udvundne diamanter naturligt er dannet på jorden gennem milliarder af år.
Laboratoriedyrkede diamanter passerer traditionelle gemologiske tests til diamanter, såsom test for hårdhed, brydningsindeks og termisk ledningsevne. Disse test identificerer diamanter baseret på deres unikke egenskaber, såsom evnen til at ridse stort set ethvert andet materiale (hårdhed) og deres evne til at lede varme exceptionelt godt.
Imidlertid kan avanceret spektroskopi og specialiseret udstyr gøre det muligt for gemologer at differentiere laboratoriedyrkede diamanter fra naturlige diamanter. Disse tests kan detektere subtile variationer i krystalvækstmønstre og urenheder, der er specifikke for laboratoriedyrkede diamanter.
Genanvendt guld
